Søndag 22. juli Gribskov Kagerup

Kæmpeporesvamp. Foto Anne Toft.

Efter måneders tørke var der ikke de store forventninger til svampefund, alligevel lykkedes det for seks personer at finde 19 arter, de fleste vedboende.

Vi gik nordpå gennem en knasende tør skov og konstaterede, at der som forventet hverken var kantareller eller rørhatte på kendte steder, men dog lidt tørre eksemplarer af Spanskgrøn Skørhat. Og så var der alligevel lidt til kurven – en stamme med friske Sommer-Østershatte, nok til at alle kunne få med hjem. Vi spiste frokost ved Hvidekilde, svampene havde vi gennemgået undervejs, så i stedet underholdt vi os med en lille skrubtudse, der var hoppet op i en svampekurv. På tilbageturen fandt vi nogle flotte eksemplarer af Kæmpeporesvamp og ikke mindst en Blomkålssvamp.

Det blev en hyggelig tur i det dejlige sommervejr. Anne Toft.

Turarter: Østershat, Flad Lakporesvamp, Birkeporesvamp, Brunporesvamp, Alm. Violporesvamp, Broget Læderporesvamp, Candolles Mørkhat, Kødet Stjernebold, Sodfarvet Skærmhat, Tøndersvamp, Fibret Flammehat, Foranderlig Stilkporesvamp, Spanskgrøn Skørhat, Puklet Læderporesvamp, Kulskorpe, Kuljordbær, Alm. Bruskbold, Kæmpeporesvamp, Blomkålssvamp.