Kategoriarkiv: Turrapporter

Onsdag 5. september 2018 Asserbo Plantage

Hekseringsturen til Asserbo Plantage faldt på en af de sidste smukke  sensommerdage, og 19 deltagere havde fundet vej til den godt gemte parkeringsplads ved Stængehus.

Frokost i Asserbo plantage. Foto Benny T. Olsen

Ude ved kysten var der tørt og meget få svampe, men længere inde i plantagen var der rigtig meget at samle og se på. De der var til spisesvampe, kunne fylde kurvene med friske unge Brunstokket Rørhat, de der var til sjældenheder, kunne glæde sig over Flammeporesvamp og Gulfiltet Tørhat. Vi gik overvejende i gammel fyrreplantage og fandt også de fleste af de arter der er knyttet til fyr på sandbund, dog ikke Puklet Skørhat som blev fundet på stedet sidste år. Kirsten Bjørnsson.

Onsdag 29. august 2018 Frederiksborg Slotspark

Hekseringsturen 29. august gik til Frederiksborg Slotspark. 13 personer mødte op, og svampeudbyttet var stort, både hvad angår spisesvampe og de sjældnere arter. I plænerne fandt vi den rødlistede Bleg Rødblad på flere mycelier. Under eg så vi Honning-Skørhat og smukke frugtlegemer af den ligeledes rødlistede Gulrandet Fluesvamp, der ikke var kendt fra parken. Andre spændende fund var Sortblånende Rørhat, Tjørne-Fnughat, Duft-Skørhat og Oksetunge. Der var et meget flot udsnit af vore mindre rørhattearter fremme bl.a. Finsprukken, Hvidsprukken, Blodrød og Fersken-Rørhat.

Gulrandet Fluesvamp. Foto Tobias Bøllingtoft.

Spisesvampene var også fremme, og der blev samlet i kilovis af Sommer-Rørhat og Punktstokket Indigo-Rørhat, selvom vi kunne have samlet langt flere, hvis turen havde fundet sted et par dage tidligere. For de, der ikke havde nok i rørhattene, var der friske eksemplarer af Kæmpestøvbold, Elledans-Bruskhat og Mark-Champignon. Der var ved at blive slået græs på plænerne, og da gartneren på slåmaskinen nærmede sig en flot heksering med Mark-Champignon, måtte turdeltagerne pludselig løbe stærkt.

Flere deltagere havde været med på lokalafdelingens fotokursus med Jens H. Petersen weekenden før, og der blev ivrigt fotograferet – med stativer, forstår sig. Alt i alt en fin tur med fint vejr, godt fremmøde og mange svampe. Tobias Bøllingtoft.

Lisbeth Brendstrup og Bitte Nisbeth fotograferer Gulrandet Fluesvamp. Foto Tobias Bøllingtoft.

Lørdag 18.august 2018 Nyrup Hegn

Lørdag den 18. august startede svampesæsonen for alvor. Det var dog ikke alle svampefolk, der havde fundet ud af, at tørken var slut, så der var kun fem deltagere på turen. De fik til gengæld fik kurvene fulde. Især var der utroligt mange Punktstokket Indigo-Rørhat og Rødmende Fluesvamp. Som regel uden larver, da svampemyggene heller ikke havde fundet ud af, at tørken var slut.

Lidt af dagens høst. Foto Anne Storgaard.

Af sjældenheder fandt vi Sortrandet Skærmhat, men ellers var det mest de gode spisesvampe, der fandt vej til kurvene. I alt 50 arter blev noteret på turen. Anne Storgaard.

Søndag 12. august 2018 Klosterris hegn

Vi mødtes otte M/K på den nordøstlige p-plads kl. 10 til en tur i Klosterris hegn. Forventningerne var ikke store pga. tørken, men ca. 100 meter inde i skoven fandt vi Spiselig rørhat som stod og lyste op i skovbunden.

Vi fulgte stierne rundt og fandt overaskende nok også kantarel og indigorørhat. Vejret var med os på det meste af turen, men regnbyger sluttede turen af. Frokosten blev indtaget på en passende bænk til otte midt i skoven. Vi hørte musvågen og så gamle træstød som formentlig var flået op af ræv eller grævling. Alt i alt en dejlig tur i det nordsjællandske. Svend-Erik Meelby.

Svampefund : Spiselig rørhat, Punktstokket Indigo rørhat, Rødsprukken rørhat, Hvidsprukken rørhat, Blodrød rørhat, Sommer-østershat, Fastkødet skørhat, Spiselig Skørhat, Orange kantarel, Alm. kantarel, Bredbladet væbnerhat, Sodfarvet skærmhat, Almindelig tragthat, Knoldet Stilkporesvamp, Sveden Sodporesvamp, Nåle Bruskhat, Broget læderporesvamp, Almindelig bævretop (Ege Bævretop).

Søndag 29. juli 2018 Harager Hegn

Søndag den 29. juli midt i den tørreste sommer i mands minde tog tre håbefulde medlemmer på tur i Harager Hegn. Der var desværre ikke meget at komme efter. Kun 24 arter blev noteret på turen, de fleste træboende svampe. Selv Sommer-Østershat, der var nogenlunde frisk en uge før, var nu tørret helt ind. Derimod var nogle frugtlegemer af Kæmpeporesvamp stadig friske, så de blev udnævnt til at være dagens spisesvamp.

En enkelt meget tør og gammel Sommer-Rørhat og tre skørhatte blev dog også set. Anne Storgaard.

Kæmpeporesvamp. Foto Anne Storgaard.

Søndag 22. juli Gribskov Kagerup

Kæmpeporesvamp. Foto Anne Toft.

Efter måneders tørke var der ikke de store forventninger til svampefund, alligevel lykkedes det for seks personer at finde 19 arter, de fleste vedboende.

Vi gik nordpå gennem en knasende tør skov og konstaterede, at der som forventet hverken var kantareller eller rørhatte på kendte steder, men dog lidt tørre eksemplarer af Spanskgrøn Skørhat. Og så var der alligevel lidt til kurven – en stamme med friske Sommer-Østershatte, nok til at alle kunne få med hjem. Vi spiste frokost ved Hvidekilde, svampene havde vi gennemgået undervejs, så i stedet underholdt vi os med en lille skrubtudse, der var hoppet op i en svampekurv. På tilbageturen fandt vi nogle flotte eksemplarer af Kæmpeporesvamp og ikke mindst en Blomkålssvamp.

Det blev en hyggelig tur i det dejlige sommervejr. Anne Toft.

Turarter: Østershat, Flad Lakporesvamp, Birkeporesvamp, Brunporesvamp, Alm. Violporesvamp, Broget Læderporesvamp, Candolles Mørkhat, Kødet Stjernebold, Sodfarvet Skærmhat, Tøndersvamp, Fibret Flammehat, Foranderlig Stilkporesvamp, Spanskgrøn Skørhat, Puklet Læderporesvamp, Kulskorpe, Kuljordbær, Alm. Bruskbold, Kæmpeporesvamp, Blomkålssvamp.

Fredag 27. april 2018 Tisvilde Hegn

Ægte stenmorkel. Foto Anne Storgaard.

Efter en tør og varm april måned var det ikke med de største forventninger, at 10 svampeforeningsmedlemmer begav sig på tur i Tisvilde Hegn Store Bededag den 27.4.
Sortbægerne var små og få, men til vores store overraskelse fandt vi ca. 20 unge frugtlegemer af Ægte Stenmorkel på Lars Anders Linje. Alle i kanten af brandbæltet og ingen lidt inde i skoven, hvor vi som regel finder dem. Vi noterede 32 arter på turen, så der var færre, end der plejer at være. Vi så ingen hatsvampe, hvis man da ikke regner nogle gamle indtørrede østershatte til gruppen. Anne Storgaard.

Lørdag 30. december Søllerød kirkeskov

Årets sidste svampetur på Sjælland gik til Søllerød Kirkeskov den 30/12 med Aksel Jørgensen som turleder. Vejret var meget ringe med slud og blæst, men alligevel dukkede 12 veloplagte svampejægere op. Det blev til et gensyn med Krølhåret Pragtbæger og et fint fund af Liden Kantarel, der stadig var repræsenteret ved friske frugtlegemer. Selv satsede jeg på trøffelrivning og -gravning. På baggrund af lugtindikation lykkedes det at finde to mycelier af den meget sjældent rapporterede Dunet Trøffel, der hører til de “ægte” trøfler (slægten Tuber). Det er nok første gang, at denne art bliver fundet på en foreningstur. Flere deltagere havde aldrig før set trøfler fundet i Danmark og viste stor interesse for fundene. Det lykkedes også at finde to Hjortetrøfler, så alt i alt blev det en meget fin afslutning på svampeåret. Tobias Bøllingtoft.

Dunet Trøffel hører til de ægte trøfler i slægten Tuber. Foto Tobias Bøllingtoft.

Lørdag 18. november Hornbæk

En af årets sidste ture på Sjælland er den traditionelle tur til Hornbæk i midten af november. Nogle år har vi været ramt af frost og sne, men det var vi heldigvis ikke i år. Til gengæld regnede det en del. Regn holder dog ikke ivrige svampesamlere tilbage, og vi var en lille gruppe, der var heldige med at finde mængder af Tragt-Kantareller.

Der var Tragt-Kantarel i  mængder. Foto Anne Storgaard.

Artsantallet var dog ikke så stort som tidligere år. Jeg fik noteret 55 arter. Af sjældenheder så vi bl.a. Pibet Rørkølle var. contorta og flere indsamlinger af Krusblad.

Usædvanlig store krusblad. Foto Anne Storgaard.

Turen sluttede med glögg under svampegennemgangen og efterfulgt af en herlig frokost i Bryghuset lavet af Henny og Dorthe Lohse. Anne Storgaard.